Nu er vi igang

Ja det er jo en herlig fornemmelse at stå her i nederdel og top og skrive det første indlæg fra down under.
Vi forlod Herning banegård onsdag formiddag på pæn hektisk maner. Vi havde knoklet de foregående 2 døgn med at få huset gjort klar og få vores sager pakket ned. Hvad jeg regnede med skulle være 4-5 store tasker og 3 håndbaggage, viste sig at blive til 10 store tasker og 6 håndbaggage, dertil vores klapvogn, weekend sengog 4 bæreposer. Det var et bjerg af tasker der stille og roligt tårnede sig op i køkkenet på rosenholmvej, og jeg kunne stille mærke panikken komme kravlende, jeg kunne jo godt se at det endte med mission impossible!!!! Jacob var dog total cool, han kiggede bare på bjerget, konstaterede at der var meget, spurgte til om vi kunne undvære noget, jeg kunne så til nød fjerne en trøje og et par bukser hist og pist, men det hjalp overhovedet IKKE på antallet af tasker. Rolig skat, vi køber en større bil når vi kommer derned. Så nu var problemet bare at komme det. Det var så det vi var påbegyndt den onsdag formiddag d. 21. Vi havde pakket vores egen bil, min mor havde klapvogn og en giga taske, majbritt havde resten, så intet mindre end 3 biler hjalp vores baggage til banegården. Jeg lod være med at kigge for meget på taskerne i toget, vi hyggede os med børnene og koncentrerede os om det. I København var min lillebror Torben forsinket, men nå ja vi kan vel også ligeså godt lære at klare det selv, så vi fik rent faktisk slæbt børn og baggage ud af toget inden det fortsatte. Første sejr i hus!! Med Torbens hjælp gik turen til vandrehjemmet, derefter til fodboldlandskamp inden vi trætte kunne få noget søvn inden rejsen for alvor startede.
Vi fløj over London, derfra skulle vi have været over hong kong, men der var første forsinkelse, og vi blev istedet konverteret til singapore airlines og via singapore til Perth hvor vi så landede med et par timer forsinkelse. Turen gik faktisk godt, bortset fra at Emil var små syg og kastede op nogle gange, så han til sidst måtte gå rundt i Johannes lyserøde natbukser fordi vi ikke havde mere skiftetøj. Børnene klarede de lange flyveture rimelig godt, vi havde da små kriser undervejs, men alt i alt var vi vældig tilfredse. Da vi så endelig landende i Perth, startede vores problemer, det viste sig at drengene ikke havde noget visum. Der var sket en fejl i alt papir arbejdet, men summa sumarum, vi kunne være blevet sendt med det første fly retur. Jeg var grædefærdig. Vi var nu rimelig trætte, og lunten var ekstrem kort. Immigrationsmanden ville se om han kunne hjælpe os mens vi hentede baggagen ved båndet. Der kom så kun det halve af den, resten lå formentlig i Hong kong. FLOT. Den rare immigrationsmand forbarmede sig over drengenen (og os) og gav dem 3 måneders visum, så nu kan jeg så i morgen starte forfra med at søge visum så vi kan få de 9 måneder vi vil have. Jeg er ikke lige alt for gode venner med my planets visum afdeling, det får han besked om imorgen når kontoret åbner.
Vores manglende tasker fik vi dagen efter, så nu mangler vi kun vores klapvogn og rygbærer og visum forlængelse i at alt er som det skal være.
Vi har alle haft mere eller mindre jetlag, mest johanne, som har svært ved at finde ud af at dag er blevet nat og omvendt, men jeg tror det er ved at lykkedes.
Idag har vi sejlet fra Perth til Fremantle, fået set lidt af byen osv. Drengene kunne nok nøjes med poolen hvis det stod til dem, men det gør det heldigvis ikke.
Imorgen skal vi have kigget på en bil, eller måske bare en minibus så vi kan have vores pakkenelliker med os.