Efter et par dage i Perth hvor vores stakkels lånte vaskemaskine kørte uafbrudt i 36 timer var vi klar til at køre sydpå til Busselton. Det var et noget anderledes og meget mere frodigt landskab der ventede os i forhold til hvad vi kom fra. Der var rent faktisk en græsplæne vi kunne rejse vores telte på, så det var en sand fornøjelse. Området omkring Busselton har den ene mere fantastiske sandstrand efter den anden, derudover er der i sæsonen gode muligheder for at spotte hvaler. Vi var desværre et par måneder for sent på den til det, så vi måtte nøjes med områdets andre attraktioner, hvilket bla. indebar et besøg i Ngilgi cave. Det var en stor og meget imponerende grotte, og det var ikke den nemmeste opgave at have Johanne med dernede, damen vil jo det hele selv, og vi kunne ikke lade hende gå rundt alene, det var alt for farligt, hun kunne let falde ned i dybet, så det var ind imellem en utilfreds pige vi havde med rundt, men hun overgav sig da i et kompromis om at holde mor i hånden.
Den sidste dag i Busselton fik vi pludselig danske tilstande, det regnede stort set hele dagen, og det var et vådt telt vi måtte pakke ned da vi tog videre, og derfor blev det også til en overnatning på motel i byen Denmark natten efter. (Teltlivet er altså sjovere i tørvejr)
I Denmark var der ikke meget dansk at komme efter udover vejret som fortsat ikke artede sig, så vi tog hurtigt videre her til Albany, hvor vi regner med at blive de næste 5 dage. Regnen er heldigvis holdt op, men det er stadig overskyet.
På køreturen hertil gjorde vi holdt ved flere store naturoplevelser, bla var der et træ vi kunne bestige, det var 60 meter højt, og drengene mente helt klart at de godt kunne, men det endte med kun at blive mig, det var ikke for børn. Det var det derimod da vi gik den 600 meter lange berømte tree top walk oppe blandt trækronerne på en hængebro. Fantastisk udsigt.
Nede ved Denmark stødte vi på den indtil nu skønneste strand med flotte klippeformationer, det blev dog kun til en gåtur og fotografering pga vejret, men smukt var det.
Nu nærmer tiden sig jo snart jul, det er ikke så nemt at piske en julestemning op her, selv om drengene gør hvad de kan med nedtælling osv.De er også i fuld sving med at lave julepynt til juletræet, der bliver lavet stjerner og hjerter i stor stil. Idag skal jeg have ordnet de sidste julegaver, så kan vi med ro i sinde lade den 24. komme. Vi har godtnok truet drengene med at de skal vente til d.25, for det gør man hernede, men jeg tror ikke de synes det var så fantastisk en ide........ ;-)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar