fredag den 16. maj 2008

Atter fødselsdag

Det har været en frygtelig lang uge for Rasmus, der er nærmest gået uger imellem dagene, men endelig oprandt d. 14 Maj hvor han blev 8 år. Rasmus havde bestemt at vi skulle en tur i Billabong sanctuary og se bla. krokodiller. Der skulle vi mødes med en anden dansk familie, som så kunne være med til at fejre dagen sammen med os. Det blev en super dag, og vores drenge synes det var herligt at der var nogle danske børn at snakke med.
Inden vi tog derud stod den som sædvanlig på fødselsdagssang og gaver samt mors hjemmebagte kanelsnegle. Rasmus blev rigtig glad for hans gaver, han havde ønsket sig et dykkerur, surftøj og psp spil, derudover fik han også en boomerang, penalhus, nogle dollars og så har han stadig et par gaver tilgode som ligger og venter på ham derhjemme....
Vores gæster blev hos os i et par dage, så der blev rigtig snakket dansk og vi nød det alle.
Vi er lige så stille gået igang med at pakke vores ting, sortere i hvad vi kan have med videre på vores tur. På mandag skal vi være ude af vores lejlighed, vi skulle ellers have boet her til midt i Juli, men vi kan konstatere at vores projekt med at bo et fast sted hernede ikke har været så succesfuld, som vi havde håbet, og det er også derfor vi har taget beslutningen om at korte den del ned og istedet bruge tiden til noget af det vi synes er fedt. Vores plan er så stadig at vi tager op til Mission Beach på Mandag, forskellen er så bare at vi har allr vores ting med os. Så regner vi med at komme tilbage til Townsville sidst på ugen, så drengene kan få afsluttet deres fodbold og få sagt ordentligt farvel, inden vi igen smutter nordpå, denne gang helt op til Cape tribulation. Vi forventer at bruge en lille uge oppe i det område, inden vi vender næsen mod Dunk Island, og så skal vi jo heller ikke glemme at vi lige har et lille hængeparti med vores bil. Jacob kører lige en tur til Townsville dagen før vi tager til Dunk og afvikler bilhandlen, så kan vi rigtig holde ferie derovre uden at skulle bekymre os om bilsalg.....
Til dem som ikke ved det, har vi jo valgt at tage til New Zealand lidt før end beregnet, og således bruge 12 uger derovre istedet for kun 6 som oprindelig planlagt. Vi flyver derover sidst i Juni efter vi har været en tur inde ved Ayers rock og Kings canyon.

Ingen kommentarer: