mandag den 30. juni 2008
smuk sejltur
Der var spejlblank vand, nogle steder lå der et tyndt lag is på vandoverfladen. Det var virkelig smukt!!!
Doubtfull sound - wauu
Køreturen fra Invercargill til te Anau er sidste strækning inden det går løs for os i bjergene. Vi havde kørt godt 2 timer da sulten meldte sig på bagsædet og ret hurtigt derefter kom et skilt til en rasteplads i sigte, så vi var hurtige til at køre ind og holde middagspause. Det var godt nok på et blødt underlag og jeg fik da også lige pippet lidt om det nu var klogt at holde der og ligesom lade vognen synke ned mens vi spiste. "Rolig nu skat" sagde min mand, "det er ikke et problem", og så holdte vi middagspause i god ro og orden. Men men men da vi så skulle videre ville det store skrummel af en camper bare ikke nogen steder, og vores ihærdige forsøg gravede os bare dybere og dybere ned i mudderet. Det skal han have Jacob, han troede selv på at han kunne komme fri lige indtil det sidste, men overgav sig og bad mig kalde "road side assistance" Jeg hev mobilen frem, blot for at konstatere at der ikke var mobildækning. FEDT. Jeg måtte ud for at finde noget hjælp så, og heldigvis kom der ret hurtig en bilist i en mellemstor bil som kunne ligne en med 4 hjuls træk, og han kunne så trække os fri efter møje og besvær. Den stakkels mand blev mega beskidt, men da vi som tak for hjælpen ville give ham nogle penge for ulejligheden nægtede han at tage imod dem. Rigtig venlig KIWI hjælpsomhed må man sige og vi var meget taknemmelige. Til min mands store ros skal siges (Ud over at han bevarede troen til det sidste) at selv om hans blodtryk gradvist steg, så bevarede han fuldt ud roen. Hvor han før i tiden ville have sparket bilen i arrigskab nøjes han med at skælde ud over bilmærket. (Det skyldes nemlig at vi kørte i en Fiat at vi sad fast, det havde intet med chaufføren at gøre!!! hi hi)
Velankommet til Te Anau bookede vi sejlturen til Doubtfull sound vel vidende at vejrudsigten for en gangs skyld fuldstændig var på vores side. Der var lovet krystyalklar himmel, hvad mere kunne vi ønske os?? (Ja det skulle da lige være nogle varmegrader.... Nå pyt)
Doubtfull sound var gennemført fantastisk og over alt forventning. Det var simpelthen så flot og smukt at jeg slet ikke kan komme i nærheden af at beskrive det. Det var bare, ja, WAUUU.
Man kan faktisk ikke fange det ordentligt ind på et billede. (det undlod jeg dog ikke at forsøge rigeligt af alligevel) Vi var så heldige at få følgeskab af en masse delfiner mens vi sejlede, de hoppede og legede i vandet lige ved siden af båden.
Imorgen er det planen at vi skal have købt nogle vinterstøvler til børnene, vi kan simpelthen ikke klare os med almindelige sko, slet ikke nu vi kører i bjergene og kommer til at gå rundt i sne!!!!!
Velankommet til Te Anau bookede vi sejlturen til Doubtfull sound vel vidende at vejrudsigten for en gangs skyld fuldstændig var på vores side. Der var lovet krystyalklar himmel, hvad mere kunne vi ønske os?? (Ja det skulle da lige være nogle varmegrader.... Nå pyt)
Doubtfull sound var gennemført fantastisk og over alt forventning. Det var simpelthen så flot og smukt at jeg slet ikke kan komme i nærheden af at beskrive det. Det var bare, ja, WAUUU.
Man kan faktisk ikke fange det ordentligt ind på et billede. (det undlod jeg dog ikke at forsøge rigeligt af alligevel) Vi var så heldige at få følgeskab af en masse delfiner mens vi sejlede, de hoppede og legede i vandet lige ved siden af båden.
Imorgen er det planen at vi skal have købt nogle vinterstøvler til børnene, vi kan simpelthen ikke klare os med almindelige sko, slet ikke nu vi kører i bjergene og kommer til at gå rundt i sne!!!!!
fredag den 27. juni 2008
Baldwin street, verdens stejleste vej
Hele familien samlet på yoppen af verdens stejleste gade, Baldwin street i Dunedin
Hygge på hemsen
Der hygges på hemsen i camperen. Det er her drengene sover, mens Johanne stadig har hendes weekendseng.
Vores camper
God og rummelig og tilmed næsten ny. Dejligt, selvom der allerede er nogle ting der ikke virker!!!
Sydlige sydø
Rejselivet i en motorcamper er meget anderledes i forhold til hvad vi ellers har praktiseret, og vi skal lige vænne os til at man hele tiden har det hele med sig og aldrig skal tænke på at smøre madpakker osv. Man kan også uden problemer komme anstigende temmelig sent til campingpladserne, for det eneste der skal til før man er installeret er en ledning i et stik!!!! Simpelthen for nemt!!!! Os der plejer at slå telte op og pakke ud i stor stil...... Ja det er ren luksus.
Nå, det der så er lidt mere besværligt med en camper, i hvert tilfælde en med den størrelse vi har, er at man ikke kan køre særlig stækt, det er for så vidt OK, så kan vi rigtigt nyde den flotte natur vi kører igennem. En anden ting er at den er meget tung at få op af bakke, og hvis der er noget der er masser af på NZ, så er det bakker og bjerge. Vi var på bykørsel i Dunedin by den anden dag på udkig efter en campingplads, og vores GPS ledte os igennem centrum og tog heller ikke hensyn til om det var stejle gader vi skulle passere. Det betød så, at vi inde midt i centrum med pænt mange biler omkring os gik kold 5 meter inden vi nåede toppen af en rimelig stejl bakke. Det er altså ærlig talt IKKE særlig fedt at sidde i en camper hvor hjulene bare ikke vil tage ved og der er en del biler bag ved os, så det er jo begrænset hvor meget vi kan bakke ved hvert forsøg!!!! De bagved liggende biler forstod dog hurtigt at hvis de ikke ville have buler i deres bil, skulle de se at få vent kareten, så det gjorde de, og vi kunne udramatisk bakke ned og tage en anden og lidt mere lettilgængelig vej. Der fik vi os lidt respekt, og det er måske meget sundt at have med sig inden vi om et par dage skal op og prøve kræfter med de sydlige alper, hvor vi kan se der ligge sne.... (Godt vi har snekæderne hvis det skulle blive nødvendigt!!!)
Her er jo en storslået natur, vi nyder vores transport rundt i landet og hele tiden er der noget flot at kigge på. Vi er nu nået ned til Invercargill, helt nede på den sydlige sydø.
Vi kan godt mærke det er vinter hernede, så det er rart der er varmeblæser i vores camper. Imorgen kører vi til det sydligste punkt. Idag har vi på vores køretur set flotte vandfald og en lille sælkoloni på klipperne på vej ud til et fyrtårn ved nugget point.
Nå, det der så er lidt mere besværligt med en camper, i hvert tilfælde en med den størrelse vi har, er at man ikke kan køre særlig stækt, det er for så vidt OK, så kan vi rigtigt nyde den flotte natur vi kører igennem. En anden ting er at den er meget tung at få op af bakke, og hvis der er noget der er masser af på NZ, så er det bakker og bjerge. Vi var på bykørsel i Dunedin by den anden dag på udkig efter en campingplads, og vores GPS ledte os igennem centrum og tog heller ikke hensyn til om det var stejle gader vi skulle passere. Det betød så, at vi inde midt i centrum med pænt mange biler omkring os gik kold 5 meter inden vi nåede toppen af en rimelig stejl bakke. Det er altså ærlig talt IKKE særlig fedt at sidde i en camper hvor hjulene bare ikke vil tage ved og der er en del biler bag ved os, så det er jo begrænset hvor meget vi kan bakke ved hvert forsøg!!!! De bagved liggende biler forstod dog hurtigt at hvis de ikke ville have buler i deres bil, skulle de se at få vent kareten, så det gjorde de, og vi kunne udramatisk bakke ned og tage en anden og lidt mere lettilgængelig vej. Der fik vi os lidt respekt, og det er måske meget sundt at have med sig inden vi om et par dage skal op og prøve kræfter med de sydlige alper, hvor vi kan se der ligge sne.... (Godt vi har snekæderne hvis det skulle blive nødvendigt!!!)
Her er jo en storslået natur, vi nyder vores transport rundt i landet og hele tiden er der noget flot at kigge på. Vi er nu nået ned til Invercargill, helt nede på den sydlige sydø.
Vi kan godt mærke det er vinter hernede, så det er rart der er varmeblæser i vores camper. Imorgen kører vi til det sydligste punkt. Idag har vi på vores køretur set flotte vandfald og en lille sælkoloni på klipperne på vej ud til et fyrtårn ved nugget point.
mandag den 23. juni 2008
På dougnuts bar
Der blev guffet dougnuts i lange baner. Næste dag så vi nogle i lufthavnen, jeg sagde til Rasmus "se der er også en dougnutsbar" og Rasmus sagde "Åh nej, jeg orker ikke at tænke på dougnuts mere"!!!!!! Han fik vist det han kunne spise tror jeg!!!New Zealand - here we come
Vi forlod Alice springs lidt senere end forventet, det fly vi havde booket var aflyst, så vi skulle først med 4 timer senere. Det gjorde jo så også at vi landede i Sydney noget senere end beregnet. Jeg havde i forvejen booket et hotel tæt ved lufthavnene, faktisk reklamerede de med gåafstand på 5 min fra vores ankomst terminal, så da vi havde fået stablet vores baggage på en trolley, og alle frie hænder havde en taske begav vi os de "5" min. til hotellet. Hvornår lærer vi at ALT det, de i Australien kalder lige rundt om hjørnet, IKKE forholder sig sådan??? Der gik vi med 3 børn som hver især (også Johanne) slæbte en taske midt i myldretrafikken i Sydney. Det var halvmørkt, kantstenene var ikke trolley venlige overhovedet, så dvs hver gang vi skulle over en vej, røg alle tasker af trolleyen!!! Samtidig skulle vi sørge for at få alle 3 børn over lyskrydsende, hvilket trods alt havde første prioritet.... Lad mig sige det med det samme, min mands temperament er ikke til den slags sjov!!!! Men frem kom vi og der gik heller ikke så lang tid inden vi kunne grine lidt af situationen. Ved siden af hotellet lå en døgnåben dougnuts bar, hvor vi gik over og brugte alle de penge vi havde sparet i taxi. Derfra kunne vi så trille hjem i seng og lade op til vores sidste dag i Australien.
Den forløb stille og roligt med en tur ind til centrum og darling harbour. Vi gik forholdsvist tidligt til ro, da vi skulle op før dag for at nå vores fly til New Zealand.
Den dag kan vi vist lige så godt rive ud af kalenderen og glemme, den var mildest talt rædselsfuld!!!!!!!! Godt søvnige ankom vi til lufthavnen bare for at konstatere at vores fly var aflyst....... Så kunne vi pænt vente 8 timer inden vi kunne checke ind til det næste fly. Jamen skønt med 3 børn og ingen udfoldelsesmuligheder. Jeg havde jo i bedste Kjeldgaard stil fået brugt de sidste australske kontanter vi havde, så da familien blev sulten og jeg bestilte en omgang sandwich i subway baren hev jeg jo bare mit visa kort frem. Den var så lukket. ØV det samme var mit mastercard. Endnu mere ØV. Så stod jeg der med mine bestilte tun og kyllinge sandwich og 3 sultne børn, MEN INGEN PENGE. Om det var børnenes store øjne eller fordi hun bare syntes det var synd for mig skal jeg ikke kunne sige, men i hvert tilfælde endte det med at hun gav mig maden gratis!!!!
Paskontrollen havde vi næsten lige så store problemer med at komme ud af som ind af i sin tid, men efter en del snak kom vi igennem og var klar til afrejse. Under flyturen blev Johanne pludselig dårlig og kastede op (halvt ud over mig, fedt) og ved 22.30 tiden landende vi så på NZ. Deres paskontrol er jo ligeså omstændig som Australiens, så kl var vel omkring midnat da vi ankom til hotellet. Det var så til gengæld super, helt nyt og lækkert, men bare ærgeligt at vi allerede skulle ud næste dag kl 10, så vi havde ikke engang tid til at nyde det.
Idag startede vi så med at køre ned og hente vores camper. Det tog sin tid, men nu er vi velinstalleret i en rigtig lækker stor camper. Imorgen er det planen at vi kører længere sydpå, de har lovet sne, så nu må vi se hvor langt vi når. Vi har da snekæder med i bilen, så vi er vel ekviperet.....
Den forløb stille og roligt med en tur ind til centrum og darling harbour. Vi gik forholdsvist tidligt til ro, da vi skulle op før dag for at nå vores fly til New Zealand.
Den dag kan vi vist lige så godt rive ud af kalenderen og glemme, den var mildest talt rædselsfuld!!!!!!!! Godt søvnige ankom vi til lufthavnen bare for at konstatere at vores fly var aflyst....... Så kunne vi pænt vente 8 timer inden vi kunne checke ind til det næste fly. Jamen skønt med 3 børn og ingen udfoldelsesmuligheder. Jeg havde jo i bedste Kjeldgaard stil fået brugt de sidste australske kontanter vi havde, så da familien blev sulten og jeg bestilte en omgang sandwich i subway baren hev jeg jo bare mit visa kort frem. Den var så lukket. ØV det samme var mit mastercard. Endnu mere ØV. Så stod jeg der med mine bestilte tun og kyllinge sandwich og 3 sultne børn, MEN INGEN PENGE. Om det var børnenes store øjne eller fordi hun bare syntes det var synd for mig skal jeg ikke kunne sige, men i hvert tilfælde endte det med at hun gav mig maden gratis!!!!
Paskontrollen havde vi næsten lige så store problemer med at komme ud af som ind af i sin tid, men efter en del snak kom vi igennem og var klar til afrejse. Under flyturen blev Johanne pludselig dårlig og kastede op (halvt ud over mig, fedt) og ved 22.30 tiden landende vi så på NZ. Deres paskontrol er jo ligeså omstændig som Australiens, så kl var vel omkring midnat da vi ankom til hotellet. Det var så til gengæld super, helt nyt og lækkert, men bare ærgeligt at vi allerede skulle ud næste dag kl 10, så vi havde ikke engang tid til at nyde det.
Idag startede vi så med at køre ned og hente vores camper. Det tog sin tid, men nu er vi velinstalleret i en rigtig lækker stor camper. Imorgen er det planen at vi kører længere sydpå, de har lovet sne, så nu må vi se hvor langt vi når. Vi har da snekæder med i bilen, så vi er vel ekviperet.....
onsdag den 18. juni 2008
Vandretur ved Kata Tjuta
Kata Tjuta, eller The Olgas var også en stor oplevelse, vi gik turen ind til en lille sø inde mellem klipperne. Johanne sad i rygbæreren på fars ryg, så han havde lidt ekstra at slæbe på!!!!Kings canyon
En lille del af den flotte gåtur, som I kan se, går man rundt om canyonen, helt ude ved kanten, der er ikke det der ligner afspærring, så det var med helt faste regler at vi slap drengene løs, fx INGEN løb, INGEN tagfat osv. Det har de nu en helt god forståelse for, så vi havde ingen grund til bekymring.
The red centre
Mission accomplished!!!!!!!! 23 tasker var blevet til 5 store og 5 små. (næsten...) Vi havde liiiige en ekstra taske med, som vi ville prøve at få med, alternativt betale overvægt for at få med!!! Det var jo en sand fornøjelse kun at skulle slæbe 6 store, 5 små, 1 weekendseng, 1 autostol og en rygbærer fra det ene sted til det næste... Meget af vores skrammel havde måtte lade livet i Cairns, det var hårdt for min mand at gå den tunge gang til skraldespanden (igen og igen)
MEN nu var vi klar til nye oplevelser inde i det centrale Australien. Vi havde ellers været meget i tvivl om vi skulle tage derind eller ej, mest fordi det er forholdsvist dyrt og da vi jo i forvejen graver lidt dybt i lommerne, overvejede vi længe om det var pengene værd. Hellere fortryde noget du HAR gjort, end noget du ikke har gjort, har jo været vores motto, og det blev da også den udslagsgivende faktor for at vi bookede flybilletterne og hotellerne for en måneds tid siden. Vi skulle starte i Ayers rock, lufthavnen ligger kun små 10 km fra Yulara, den sidste "by" inden Ayers rock (eller Uluru) og Kata Tjuta. Her havde vi lejet en bil, og sandelig om vi ikke blev præsenteret for endnu en Toyota...... Det er åbenbart vores kald hernede, men det var dog en betydelig mere avanceret og nyere udgave vi kunne sætte os ind i, og vi følte nærmest at vi kunne flyve afsted...
Vi havde 3 dage i Yulara, vi brugte bla tiden på at:
-Gå de 10 km rundt om Ayers rock. (Flot af drengene der klarede turen uden de store klager, kun Emil skulle heppes lidt på til sidst)
-Køre ind til Kata Tjuta og gå en af de flotte ture derinde
-Opleve en hel igennem fantastisk solnedgang over Ayers rock, hvor stenen til trods for vores store skepsis rent faktisk stor rødglødende de sidste minutter.
-Ride på kameler gennem ørkenen med flot udsigt til både Ayers rock og Kata Tjuta.
Efter 3 dage gik turen videre til Kings Canyon, ca 350 km fra Ayers rock. Jeg kunne huske fra mit sidste besøg at dette var en af de helt store naturoplevelser, og jeg må sige, vi blev ikke skuffet. Vi tog den lille 3 km tur nede i canyonen den dag vi ankom, og det var en flot tur, men vand ved siden af oplevelsen dagen efter da vi besteg canyonen og gik den 7 km lange kings canyon rim tour. Det var helt igennem spektakulært og faktisk ubeskriveligt. Jeg skal prøve at sætte nogle billeder ind, m en jeg er bange for at man slet ikke kan fange det ind på et billede. Det var simpelthen verdensklasse, og vi er enige om at det suverænt er det flotteste track vi er gået hernede.
Nu er vi i Alice Springs. Imorgen skal vi besøge school of air, så kan drengene opleve hvordan man bliver undervist ude i outbacken, derefter regner vi med at besøge de flyvende læger og tilsidst er det Jacobs tur til at tage en tur på kamelryg i ørkenen, mon ikke han tager drengene med på en ekstra tur???
MEN nu var vi klar til nye oplevelser inde i det centrale Australien. Vi havde ellers været meget i tvivl om vi skulle tage derind eller ej, mest fordi det er forholdsvist dyrt og da vi jo i forvejen graver lidt dybt i lommerne, overvejede vi længe om det var pengene værd. Hellere fortryde noget du HAR gjort, end noget du ikke har gjort, har jo været vores motto, og det blev da også den udslagsgivende faktor for at vi bookede flybilletterne og hotellerne for en måneds tid siden. Vi skulle starte i Ayers rock, lufthavnen ligger kun små 10 km fra Yulara, den sidste "by" inden Ayers rock (eller Uluru) og Kata Tjuta. Her havde vi lejet en bil, og sandelig om vi ikke blev præsenteret for endnu en Toyota...... Det er åbenbart vores kald hernede, men det var dog en betydelig mere avanceret og nyere udgave vi kunne sætte os ind i, og vi følte nærmest at vi kunne flyve afsted...
Vi havde 3 dage i Yulara, vi brugte bla tiden på at:
-Gå de 10 km rundt om Ayers rock. (Flot af drengene der klarede turen uden de store klager, kun Emil skulle heppes lidt på til sidst)
-Køre ind til Kata Tjuta og gå en af de flotte ture derinde
-Opleve en hel igennem fantastisk solnedgang over Ayers rock, hvor stenen til trods for vores store skepsis rent faktisk stor rødglødende de sidste minutter.
-Ride på kameler gennem ørkenen med flot udsigt til både Ayers rock og Kata Tjuta.
Efter 3 dage gik turen videre til Kings Canyon, ca 350 km fra Ayers rock. Jeg kunne huske fra mit sidste besøg at dette var en af de helt store naturoplevelser, og jeg må sige, vi blev ikke skuffet. Vi tog den lille 3 km tur nede i canyonen den dag vi ankom, og det var en flot tur, men vand ved siden af oplevelsen dagen efter da vi besteg canyonen og gik den 7 km lange kings canyon rim tour. Det var helt igennem spektakulært og faktisk ubeskriveligt. Jeg skal prøve at sætte nogle billeder ind, m en jeg er bange for at man slet ikke kan fange det ind på et billede. Det var simpelthen verdensklasse, og vi er enige om at det suverænt er det flotteste track vi er gået hernede.
Nu er vi i Alice Springs. Imorgen skal vi besøge school of air, så kan drengene opleve hvordan man bliver undervist ude i outbacken, derefter regner vi med at besøge de flyvende læger og tilsidst er det Jacobs tur til at tage en tur på kamelryg i ørkenen, mon ikke han tager drengene med på en ekstra tur???
mandag den 9. juni 2008
På kajaktur
En af dagene sejlede vi en tur i kajak langs stranden. Jeg havde Emil og Johanne i min kajak og pludselig fik vi følgeskab af en stor havskildpadde, den svømmede med båden lidt tid inden den dykkede igen. Her er det Jacob og Rasmus der svinger pagajerne.Indendørs hockey
Vi sveder efter en omgang soft hockey. Der blev gået til den af både store og små, og vi endte op med en sejr hver.
På snorkeltur
Mor og Rasmus på båden ved great barrier reef hvor vi brugte det meste af tiden med hovedet undet vand.
Kæmpe østers
På vores bådtur til Great barrier reef havde besætningen et undervandskamara med så der kunne blive taget billeder under vandet. Her er det en af de mange kæmåe østers vi så.Dunk Island, helt fantastisk
Hold da op en fantastisk ferie vi har haft på Dunk island, det var ALT hvad vi forventede, og meget mere til.
Det lykkedes os jo rent faktisk at få penge for vores toyota, og da Jacob kom tilbage til Mission beach efter en veloverstået handel, havde vi vores sidste nat i telt.
Da vi vågnede blev alt pakket og ompakket, noget røg i skraldespanden, men selv efter ihærdig indsats havde vi stadigvæk noget der lignede 23 tasker og et par poser vi skulle have med os. Det hele blev ligesom temmelig tydelig nu vi ikke havde en bil vi kunne gemme vores tasker i. Vi fik os slæbt hen til den bokkede water-taxi, og da hun spurgte hvor mange tasker vi havde og jeg svagt pippede 23 så hun alt andet end glad ud. "That is too many, this is only a small boat" Ja ja sagde jeg og forklarede stolpe op og ned om et halvt års rejse med 3 børn og hvor meget baggage man egentlig har brug for. Tilsidst overgav hun sig og vi fik hele arsenealet med ombord. Så langt så godt!!!!!
Endelig på dunk island, som viste sig at være et sandt tropisk paradis. Vi boede i en rigtig lækker lejlighed lige ned til stranden med den flotteste udsigt over vandet. Resortet var et veludstyret ferieparadis med aktiviteter for alle aldre. Der var alt fra golf til tennis, hockey, squash og selfølgelig alle former for vandsport. Derudover var der daglige ture til great barrier reef og ikke at forglemme nogle meget smukke vandrestier gennem regnskovene op til bla øens højeste punkt mount Kootaloo. Lad os slå fast, vi kom ikke til at kede os. Sportsfamilie som vi jo er fik vi jo udfordret hinanden i div sportsgrene og specielt indendørs hockey var et hit da både store og små spillede sig ud. Vi svedte og grinte omkap med hinanden og gentog seancen nogle gange mens vi var der.
Rasmus og jeg tog en dagstur ud til great barrier reef hvor vi snorklede. DET var fantastisk, ikke siden jeg dykkede har jeg set lige, der var koraller og fisk i alle farver og størrelser. Jeg havde faktisk glemt hvor flot det var indtil jeg fik hovedet under vand igen og fik total dejavu. Det kan slet ikke beskrives.
Vandreturerne op til øens bjerg var en oplevelse, der var en udsigt uden lige. Både Jacob og jeg mødte en af de lange grønne slanger på vores vej, jeg havde nær trådt på den da den snoede sig ud på vejen foran mig, men nåede lige at stoppe op i tide......
Ugen fløj afsted, og inden vi fik set os om var det tid til at tage tilbage til fastlandet. Alle tasker blev pakket, og vi har fået det hele fragtet til Cairns hvor vi nu er indtil vi på fredag flyver ind til Ayers rock. Vi skal på en eller anden måde have begrænset vores baggage til en stor taske og en håndbaggage pr. mand inden. Det bliver ugens udfordring tror jeg på. Det er en halvvering, ja jeg kan ikke umiddelbart løse det, men det bliver vi jo nødt til.........
Det lykkedes os jo rent faktisk at få penge for vores toyota, og da Jacob kom tilbage til Mission beach efter en veloverstået handel, havde vi vores sidste nat i telt.
Da vi vågnede blev alt pakket og ompakket, noget røg i skraldespanden, men selv efter ihærdig indsats havde vi stadigvæk noget der lignede 23 tasker og et par poser vi skulle have med os. Det hele blev ligesom temmelig tydelig nu vi ikke havde en bil vi kunne gemme vores tasker i. Vi fik os slæbt hen til den bokkede water-taxi, og da hun spurgte hvor mange tasker vi havde og jeg svagt pippede 23 så hun alt andet end glad ud. "That is too many, this is only a small boat" Ja ja sagde jeg og forklarede stolpe op og ned om et halvt års rejse med 3 børn og hvor meget baggage man egentlig har brug for. Tilsidst overgav hun sig og vi fik hele arsenealet med ombord. Så langt så godt!!!!!
Endelig på dunk island, som viste sig at være et sandt tropisk paradis. Vi boede i en rigtig lækker lejlighed lige ned til stranden med den flotteste udsigt over vandet. Resortet var et veludstyret ferieparadis med aktiviteter for alle aldre. Der var alt fra golf til tennis, hockey, squash og selfølgelig alle former for vandsport. Derudover var der daglige ture til great barrier reef og ikke at forglemme nogle meget smukke vandrestier gennem regnskovene op til bla øens højeste punkt mount Kootaloo. Lad os slå fast, vi kom ikke til at kede os. Sportsfamilie som vi jo er fik vi jo udfordret hinanden i div sportsgrene og specielt indendørs hockey var et hit da både store og små spillede sig ud. Vi svedte og grinte omkap med hinanden og gentog seancen nogle gange mens vi var der.
Rasmus og jeg tog en dagstur ud til great barrier reef hvor vi snorklede. DET var fantastisk, ikke siden jeg dykkede har jeg set lige, der var koraller og fisk i alle farver og størrelser. Jeg havde faktisk glemt hvor flot det var indtil jeg fik hovedet under vand igen og fik total dejavu. Det kan slet ikke beskrives.
Vandreturerne op til øens bjerg var en oplevelse, der var en udsigt uden lige. Både Jacob og jeg mødte en af de lange grønne slanger på vores vej, jeg havde nær trådt på den da den snoede sig ud på vejen foran mig, men nåede lige at stoppe op i tide......
Ugen fløj afsted, og inden vi fik set os om var det tid til at tage tilbage til fastlandet. Alle tasker blev pakket, og vi har fået det hele fragtet til Cairns hvor vi nu er indtil vi på fredag flyver ind til Ayers rock. Vi skal på en eller anden måde have begrænset vores baggage til en stor taske og en håndbaggage pr. mand inden. Det bliver ugens udfordring tror jeg på. Det er en halvvering, ja jeg kan ikke umiddelbart løse det, men det bliver vi jo nødt til.........
søndag den 1. juni 2008
leg i regnskoven
Vi fandt en lille flod med et tarzan reb som både store og små hyggede sig med at svinge sig i og lade sig falde ned i vandet....
Vores safaritelt midt i regnskoven
Vi boede i bogstavligste forstand MIDT i regnskoven og sov blandt alle dets dyr....Cape tribulation
Så har vi været på nye oplevelser, denne gang af den lidt mere specielle art. Vi sad jo fast i Cairns nogle dage da vi skulle have rettet en bule ud på vores bagskærm, en eller anden klovn havde påkørt os da vi holdte parkeret..... Men bulen blev rettet, skærmen malet og torsdag morgen var vi så klar til afgang, vi pakkede bilen mens vi sendte børnene ned på hoppepuden. Da vi var færdige og kørte ned til hoppepuden for at samle børnene op nåede jeg lige præcis at sige til Jacob at nu håber jeg ikke vi får flere uheld med den bil, da han sagde "jeg tror vi er punkteret!!!" Det var vi!!!! ØV Nå frem med instruktionsbogen og værktøjet og igang med at skifte hjul. Så virkede dunkraften ikke, og Jacob var på vej i det røde felt. Der røg han så uden de store problemer helt op i da vi opdagede at vores reservehjul også var flad!!!! Det er simpelthen løgn!!!! Den ødelagte dunkraft var nær røget ind i den nymalede skærm, men asfalten fik en tur istedet!!!! NÅ gode råd var dyre, vi satte reservehjulet på, hov der var jeg vist lige lidt for hurtig på tasterne, Jacob satte reservehjulet på med hjælp fra en lånt dunkraft, og efter at have pumpet den helt op, suste vi ned til den første den bedste bildæksforretning, som heldigvis i løbet af no time lappede begge dæk, og vi var så ENDELIG klar til at køre mod Cape tribulation. Godt på vej deroppead fandt vi et sted hvor vi kunne komme på en krokodille spotting tur hen ad Daintree river. DET var en succes. Vi så ikke mindre end 5-6 krokodiller ved flodbredderne, og derudover så vi også 2 slanger der hang på grene lige ud over vandet.
Oppe i Cape tribulation havde jeg booket noget jeg troede var hytter midt i regnskoven. Det viste sig istedet at være en slags safaritelte, dvs træstolper med presenneing over. Her skulle vi tilbringe de næste 2 nætter. Kl 22 gik alt elektriciteten ud og ordet mørkt får en helt anden betydning derude midt i regnskoven i bælravende mørke og hvor det pusler over, under og omkring dig HELE natten. Vi havde flere gange i nattens løb vores lommelygte tændt bare lige for at tjekke at den puslen vi hørte og som bestemt lød til kun at være en halv meter fra dig, rent faktisk befandt sig uden for teltet!!!!! Nå men det var en oplevelse for os alle. Rasmus og jeg var på night walk, dvs at vi sammen med en erfaren guide drog ud i regnskoven kl 20 og var tilbage kl 23. Der så vi edderkopper på størrelse med min hånd, men "desværre" ingen slanger, det havde Rasmus ellers sat næsen op efter!!!!!
Nu er vi tilbage i civilisationen, igår var vi i paronella park til deres aftentour hvilket var en stor oplevelse, og nu er vi i mission beach. Imorgen skal Jacob ned til Townsville og aflevere vores bil, og i overmorgen tager vi så til Dunk island i 6 dage. SKØNT med lidt luksus.
Oppe i Cape tribulation havde jeg booket noget jeg troede var hytter midt i regnskoven. Det viste sig istedet at være en slags safaritelte, dvs træstolper med presenneing over. Her skulle vi tilbringe de næste 2 nætter. Kl 22 gik alt elektriciteten ud og ordet mørkt får en helt anden betydning derude midt i regnskoven i bælravende mørke og hvor det pusler over, under og omkring dig HELE natten. Vi havde flere gange i nattens løb vores lommelygte tændt bare lige for at tjekke at den puslen vi hørte og som bestemt lød til kun at være en halv meter fra dig, rent faktisk befandt sig uden for teltet!!!!! Nå men det var en oplevelse for os alle. Rasmus og jeg var på night walk, dvs at vi sammen med en erfaren guide drog ud i regnskoven kl 20 og var tilbage kl 23. Der så vi edderkopper på størrelse med min hånd, men "desværre" ingen slanger, det havde Rasmus ellers sat næsen op efter!!!!!
Nu er vi tilbage i civilisationen, igår var vi i paronella park til deres aftentour hvilket var en stor oplevelse, og nu er vi i mission beach. Imorgen skal Jacob ned til Townsville og aflevere vores bil, og i overmorgen tager vi så til Dunk island i 6 dage. SKØNT med lidt luksus.
Abonner på:
Opslag (Atom)